top of page

Vi er mange, der er med til at forme GRO SELV med dét vi kan, ved og drømmer om. Mød et par GRO SELV’ere her, og læs hvad der driver dem i en grønnere retning.

Jakob.jpg

JACOB HOEDEMAN, 22

 

Visionær // Eventyrer // Skralder

Jacob sparrer på sit forbrug og vil ikke længes efter det unødvendige. Han skralder, bor i en forladt hytte og blaffer eller cykler rundt på eventyr. Han vil gerne bruge sin tid ude i luften og tæt på naturen.

 

Jacob studerer miljø- og udviklingsstudier og har en masse grønne visioner fremtiden, som han blandt andet har fundet inspiration til i GRO SELV. Han har taget alle idéerne med til Norge, hvor han prøver at puste liv i nye grønne projekter.

"Vi mennesker er en del af et større økosystem, som skal fungere for, at vi kan trives. Hvis vi indser dette kommer en grøn omstilling naturligt til at følge. Sammen kan man meget mere, end man tror!"

lea.jpg

LEA SANDALGÅRD, 25

Optimist // Designer // Genbrugsnørd

 

For Lea var GRO SELV’s festival MAINDREAM starten på en lang kærlighedsaffære med DIY-projekter, hvor hun dyrker interesserne for natur og bæredygtige, kreative projekter.

 

Når hun ikke lusker rundt på loppemarkeder og på genbrugsstationen i hendes baggård, studerer hun Sustainable Design og holder workshops med GRO SELV. Hun eksperimenterer legende og fantasifuldt med at ændre sine egne vaner - med en ukuelig tro på, at det virker.

"Jeg tror på, at alt hjælper i forhold til at sætte farten ned på klimaforandringerne - også det enkelte menneskes handling. Måske særligt den faktisk"

44213238_2187692798164386_31252050141721

MARIA NATASCHA, 29

Eventmager // Grøn kommunikatør // Forbrugskritiker

 

Siden hun som teenager blev vegetar, har Maria ikke sluppet tanken om, hvilket klimaaftryk hun sætter i sin hverdag. Hun tænker ressourcer på en ny måde - og gør det med et engagement, som smitter meget mere end bekymringer.

 

Maria vil både lære og inspirere andre, når hun arrangerer events med GRO SELV. Med en baggrund inden for både marketing og human-økologi, spreder hun de budskaber, hun synes fortjener det:

"Jeg vil rigtig gerne arbejde med at engagere andre i den grønne omstilling. Jeg kunne ikke forestille mig at beskæftige mig med noget andet"

Marcus.jpg

MARCUS ANDERSEN, 22

Gartner // (Main)dreamer // Vegetar

 

Marcus er bekymret for det danske landbrug. Han er gartnerstuderende og drømmer om en meget mere lokal fødevareproduktion og om innovative landbrugsteknologier.


Omtanken for produktionen af madvarer kryber også ind i hans hverdag. Han spiser vegetarisk og opsøger fællesskaber, hvor han kan finde motivation til at ændre sine egne vaner. Han husker særligt GRO SELV’s festival MAINDREAM, som sådan et fællesskab:

"Jeg bliver inspireret af mine venner og af, hvad andre klimabevidste unge går og tænker på. Jeg gik rundt med et konstant smil på læberne på Maindream, på grund af den gruppe dejlige og inspirerende mennesker, der kom."

44465555_506949583115073_826226360847853

ANJA OXAGER,25

Tangekspert // Grøn Iværksætter // Super-sanker

 

Anja er ekspert i tang. Hun har faciliteret workshops og sanketure og holdt foredrag om tangs vilde og oversete egenskaber med GRO SELV. Her har hun lært at satse på sine idéer, og i dag er hendes passion for tang blevet til projektet Kysthaven.

 

Anja vil finde alternativer til overforbrug og skrald. Som Design Entrepreneur- studerende vil hun tænke i bæredygtige og sammenstøbte løsninger med omtanke for miljø og klima.

"Jeg føler et stort ansvar for at gøre en forskel og kæmpe for en bæredygtig fremtid. Det har altid været noget, jeg gik meget op i. For tiden prøver jeg at udvikle bioplastik af lokalt tang, som kan erstatte plastik."

44178290_244748419725365_237011602656722

VICTORIA HAABEGAARD, 23

Urban farmer // Landskabsdrømmer // Hverdagsaktivist

Victoria studerer landskabsarkitektur og vil skabe permakulturelle havedesigns og domer med lukkede økosystemer. Hun drømmer om megabyer med integreret natur og urban farming.

 

I GRO SELV har Victoria holdt kombucha workshop og kommer ofte på Bioteket. I sin hverdag eksperimenterer hun med bytteøkonomier, madordninger med lokale grøntsager og færre flyrejser. Og en dag vil hun bygge et rundt hus med grønt tag, tage kompost-opvarmede bade og dyrke sine egne grøntsager.

"Jeg tror, at vi mennesker er alt for stressede til at passe på os selv, hinanden og planeten. Derfor skal vi ændre vores måde at leve på. Jeg vil jo gerne bare være glad, og det ønsker jeg også, at andre skal være - både nu og i fremtiden."

Plante.gif

GRO SELV ER ET ÅBENT FÆLLESSKAB -
VIL DU VÆRE MED ?

bottom of page