top of page

Reparer tøj med sashiko teknik

Opdateret: 1. mar. 2021


Kender du det, når der går hul på dine yndlings jakke eller go-to jeans, og du næsten ikke kan bære, at det skal være slut mellem jer? Med denne ældgamle japanske reparationsteknik Sashiko - direkte oversat til ‘’små stik’’, kan du usynligt lappe hullet igen, og forlænge levetiden på dit tøj.


Du skal bruge:

  • Sashiko-nål (eller en anden broderinål med skarp spids)

  • Sikkerhedsnåle

  • Saks

  • Sashiko-tråd (eller anden broderitråd af bomuld)

  • Et stykke stof til at lappe med (til jeans vil det være oplagt at bruge denim, men du kan også bruge bomuldslærred fra f.eks. aflagte lagener og dynebetræk)


Sådan gør du:

1. Klip en stoflap, som er minimum 2 cm større end hullet til alle sider.

2. Fastgør stoflappen med sikkerhedsnåle til indersiden af tøjet. Du kan evt. klippe hullet lidt til, hvis det er meget flosset.

3. Tråd nålen og bind en knude i enden. Stik nålen igennem tøj og stoflap fra indersiden, så knuden er skjult på indersiden.

4. Sy nu forsting ved at stikke nålen op og ned i sy-retningen og løbende trække tråden igennem.

5. Når du er kommet til enden af rækken, vender du og syr en bane i den modsatte retning. Fortsæt på denne måde med at sy frem og tilbage til du har det ønskede antal baner, og hullet er dækket.

6. Tråden hæftes på indersiden ved at binde en knude.

7. Mønstret kan varieres på utalige måder. En simpel måde er at sy forsting på tværs, så der dannes små kryds, eller at sy rundt i stedet for frem og tilbage. Derudover kan du med stof- og trådvalg gøre lapningen mere eller mindre usynlig. Lappen kan også lægges oven på hullet i stedet for under. Find inspiration på nettet og prøv dig frem!



bottom of page